Det ville nok være klogt lige at opsummere, hvordan jeg egentlig kom hertil. Det startede med, at jeg blev fejret ovre hos Hanne Stegemüller
Det lavede jeg et indlæg om, og så kom den tanke til mig, at snarere end udelukkende at boltre mig i andre menneskers kommentarfelter, skulle jeg måske skrive et indlæg eller to på min egen blog. Men den var i mellemtiden blevet så træls, at kun de færreste kunne se, hvad jeg skrev. Jeg forsøgte, uden held og uden stor kraftanstrengelse at fikse det, og så blev jeg selv smækket ude. Jeg har indset, at jeg simpelthen ikke gider det tekniske mere, men jeg har et par ting eller tre, jeg måske godt kunne tænke mig at skrive om. Udelukkende at skrive på FaceBook er nok ikke lige mig, idet FaceBook er bedre egnet til kortere beskeder. Jeg må tilstå, at jeg selv ikke er meget for at læse længere indlæg der. Jeg har også lidt problemer med, at man ikke kan redigere, _før_ man publicerer. Det foretrækker jeg, selv om det måske ikke altid ser sådan ud.
Det, jeg gerne ville skrive om, var hvordan mit liv egentlig har ændret sig, efterhånden som jeg er nået op i denne aldersklasse og grad af svagelighed.
Så, for at repetere: For ca. 1 år siden bad jeg min læge om at blive indlagt på sygehuset, fordi jeg troede, jeg var ved at dø. Det lyder nok mere dramatisk, end det var. Jeg blev fragtet derud på båre og i sygebil, men dog uden udrykning.
I løbet af de første dage, hvor jeg lå i isolation p.gr. af Coronafaren og nervøsitet omkring nogle af mine symptomer, blev det via et batteri af blodprøver, scanninger mv. konstateret, at jeg ikke umiddelbart var ved at himle. Mine infektionstal var skyhøje, og jeg manglede alle tænkelige slags mineraler og vitaminer. Desuden manglede jeg væske. Det var ikke så mærkeligt, idet jeg i flere dage havde været ude af stand til at spise og kun kunne drikke en lille smule. Jeg kom på intravenøse antibiotika, diverse væsker samt masser af vitaminer og mineraler, som jeg havde store problemer med at sluge. Jeg havde også store problemer med at sluge maden, men gjorde dog mit bedste, hvilket ikke var godt nok.
Da man var blevet klar over, at jeg ikke var ved at krepere lige nu, skulle man jo finde på, hvad der nu skulle ske med mig. Hospitalet ville gerne sende mig i “aflastning”, aka et midlertidigt ophold på plejehjem. Det tænkte jeg over et stykke tid, før jeg sagde pænt nej tak. Jeg mente, at nu da det var vedtaget, at jeg skulle leve videre et stykke tid, så ville jeg hellere hjem og gøre det. Med min dårlige appetit, vitamin- og mineralmangel, forvredne venstre ankel – det var jeg så heldig at ordne min anden aften på hospitalet.
Hermed er referatet vist bragt “up to speed”, og jeg kan frit gå videre, når som helst energien måtte være til det!
Årgang 54 
Skriv et svar