Årgang 54

Ja, det er en mærkelig modsætning, kan man sige, men jeg har jo haft over et års tilløb til at få det skrevet, og det er der, det lander.

Da jeg lod mig indlægge, havde jeg ikke så mange tanker om hvorfor. Det har man nok ikke, når man ligger i sit eget skidt og tror, man er ved at krepere, men siden har jeg fået – forhåbentlig – lidt mere styr på det.

Når man lader sig indlægge, vil sygehuset naturligt nok stille op med sin værktøjskasse, som for størstedelen består i at diagnosticere en eller flere sygdomme og derefter behandle disse. Mine forskellig tests pegede jo ikke entydigt på noget, men der var nogle ting, man kunne se på min krop, som fik nogle af lægerne til at tænke, at jeg nok skulle have en kræftdiagnose. Nu forholder det sig sådan, at jeg for over 10 år siden besluttede, at jeg ikke skal have flere behandlinger mod kræft. Derfor har jeg ikke noget at bruge en kræftdiagnose til, og jeg ville derfor ikke medvirke. Det fik i første omgang som konsekvens, at man troede at jeg ikke var helt rigtig oveni. Jeg fik derfor tildelt nogle samtaler med en “psykiatrisk sygeplejerske”. Det var sikkert et udmærket initiativ, og hun var da også ganske god at snakke med, men hun formåede altså ikke at få mig til at skifte mening. Det gjorde hospitalspræsten, der “tilfældigt” dukkede op, heller ikke, men hun var også god at tale med. I mellemtiden var nogle testresultater kommet tilbage, der kunne tyde på, at min bugspytkirtel ikke virkede som den burde. Man havde ikke nogen forslag til, hvordan den evt. kunne fikses, men jeg blev tilbudt at blive flyttet over til en afdeling, hvor jeg kunne få en mere “sikker” diagnose. Den kunne jeg under omstændighederne heller ikke se, hvad jeg skulle bruge til.

Da det efterhånden blev vedtaget, at jeg faktisk ikke var ved at dø i denne omgang, skiftede mit fokus, naturligt nok ifølge mig, over til at interessere mig mere for, hvordan jeg kunne få det bedre. Der var det, at jeg mente, at jeg trængte til noget pleje. Fx havde jeg i månederne inden indlæggelsen lidt meget af kvalme og svimmelhed, og dette var gået ud over min personlige hygiejne. Jeg var faldet flere gange på mit upraktiske badeværelse, og var så bange for at falde igen, at jeg simpelthen trængte til at få et bad. Her er det, at jeg må påpege, at der gik 4 dage, hvor ingen på sygehuset havde tilbudt mig hjælp til at få et brusebad, men derimod nok et par billetter til pakkeforløb i form af diagnoser. Efter de 4 dage kom der en sygeplejerskepraktikant på afdelingen, og hun sørgede for, at jeg ikke skvattede om, mens jeg fik et brusebad. Det hjalp. Ikke mirakuløst og lige pludselig, men det gik i den rigtige retning.

Efter godt en uge blev mine infektionstal mere normale, og man kunne se en ende på de intravenøse antibiotika. Ergo kunne jeg ikke ligge der og flyde mere. Her var det så, at jeg blev foreslået at komme i “aflastning” på et plejehjem, hvor jeg ville kunne få den nødvendige pleje, mente man. Men da min død var blevet aflyst, mente jeg selv, at jeg hellere måtte komme hjem og leve videre. Jeg var dog med på, at jeg havde brug for hjælp her. Ved en øm Zoom og telefon-seance med kommunens visitator, fik vi gjort klart, at jeg burde bestille mad hos kommunens centralkøkken, sådan at jeg kunne sikre mig i det mindste et ordentligt måltid mad om dagen. Desuden blev jeg tilbudt ugentlig hjælp til personlig hygiejne, samt en visitation til hjemmehjælp i hjemmet, når jeg var kommet hjem igen.

Det kom jeg efter ialt 12 dage. Sygehuset havde i øvrigt sørget for, at jeg fik besøg af en fysioterapeut p.gr. af min forstuvede ankel med henblik på rehabiliterende øvelser og udstedelse af evt. hjælpemidler. Mere om det senere, men som man vil forstå, var der linet en del kommunal pleje op ved min hjemkomst. Vi er ikke vant til at der kommer nogen i huset her, så de mange besøgende i især de første måneder var noget af en tilvænning, ikke mindst for husets anden beboer. Men der var ikke rigtig nogen vej udenom. Nogle gange er man nødt til at komme dertil, hvor der ikke er nogen vej uden om for at komme videre.

Jeg kommer lige til at tænke på, at min overskrift til dette indlæg også kunne have været “Pakkeforløb eller brusebad?”. Det ville have været mindst lige så forvirrende.