Det siger et forældet tysk ordsprog. “Her går det til som i et dueslag!” – Eller “Der er en kommen og gåen tidligt og sent”.
Sådan føltes det den første tid efter at jeg var kommet hjem fra sygehuset. Når man ikke har været vant til, at der kom nogen til huset overhovedet, føles det temmelig overvældende. For mig, men nok især for manden, der jo ikke havde bestilt nogen hjælp.
Selv om alle hjælpere uden undtagelse har været søde, rare og virkelig hjælpsomme, kunne det ikke undgåes, at det føltes som noget af en invasion i starten.
Først en liste over de “midlertidige” hjælpere:
- Visitator
- Fysioterapeut
- Badehjælper
Visitator havde jeg jo allerede truffet en gang ved en digital session på hospitalet. Hun kom på besøg her, efter at vi havde fået en hovedrengøring. Hendes første tilbud var, at vi kunne få 45 minutters rengøringshjælp hver tredje uge. Det lyder måske ikke af så meget, men hvis man bruger det rigtigt, hvilket vi efterhånden har fundet ud af, betyder det en gevaldig forskel i forhold til ikke at få hjælp med det overhovedet. Hun fik også snakket lidt hårdt til mig om det med maden fra Centralkøkkenet. Jeg havde nemlig ikke fået det bestilt med det samme. Det var rigtigt set af hende. Uden mad og drikke, duer helten slet, slet ikke. Hun gjorde mig endvidere opmærksom på, at jeg kunne få hjælp til at dosere min medicin. Det tog jeg mod med kyshånd, idet jeg får et hav af piller, og idet det efterhånden var blevet meget uoverskueligt for mig, ikke mindst fordi det i begyndelsen ikke var muligt at få en opdateret liste over, hvad jeg egentlig skulle have. Hun bekræftede også, at jeg i 12 uger ville have hjælp til personlig hygiejne, hvorefter sagen skulle evalueres. Jeg kommer jo fra undervisningssystemet, så jeg burde være vant til, at alt skal evalueres herfra og ind i evigheden, men det var noget af en pudsig oplevelse at opsætte mål og delmål for min renholdelse … Jeg blev faktisk tilbudt at få besøg af badehjælperen to gange ugentlig, men det sagde jeg nej tak til, p.gr. af det med dueslaget. Manden sad og overværede visitationen, og på et tidspunkt spurgte visitator ham, om han ikke havde brug for hjælp. Det svarede han nej til. Det var sikkert en indbygget reaktion, som han kommer til at arbejde med i fremtiden. Men i mit eget tilfælde skulle det jo akut se slemt ud, før jeg var parat til at bede om og modtage hjælp, og sådan er det nok også for andre.
Fysioterapeuten kom dels for at hjælpe mig med at træne min forstuvede ankel, dels for at evaluere på mit balanceproblem, herunder min gangart. Det resulterede i, at jeg fik bevilliget en rollator. Jeg er glad for den, selv om det ikke lige var det køretøj, man havde drømt om at have i en alder af 68 år. Men den betød fx, at jeg selv kunne gå over og stemme, da vi skulle stemme om Danmarks forbehold i EU. Jeg kan også selv gå op til boblen og aflevere vores tomme sildeglas og andre glasbeholdere, som vi jo ikke må putte i skraldeposen. Jeg kan selv “smutte” i Netto, som ligger lige overfor enden af vores (godt nok lange) vej, hvis vi står og mangler et eller andet. Jeg kan selvfølgelig også storke rundt om blokken, hvis jeg skulle føle trang til at få noget motion … Det er min dårlige samvittighed, der rører på sig nu, men alt i alt giver rollatoren mig så meget tillid til, at jeg ikke falder på r*ven ude i det offentlige rum, at jeg kan sætte mig og få et hvil undervejs, hvis det skulle vise sig nødvendigt, ja, paradoksalt nok giver den uskønne indretning mig en vis frihed.
Badehjælperen, ja, det blev faktisk til mange badehjælpere igennem nogle måneder, var alle nogle søde, friske unge mennesker, hvis job jeg på ingen måde misunder. Der skal en virkelig god indstilling til for at have det job og beholde sit gode humør, men det havde de, og det gjorde de tilsyneladende. Efter de 12 uger, var der evaluering, her på adressen, med “hoved”-badehjælperen og en anden ung dame. Jeg tror, det var en fra kommunen. Jeg blev bevilget fortsat badehjælp, og jeg kunne have beholdt den, sandsynligvis til tid og evighed, men jeg fik det bedre efterhånden og fik tilstrækkelig tillid til, at jeg ville kunne klare det nummer selv, uden hjælp udefra.
En liste over de faste hjælpere:
- Den daglige madlevering
- Medicindosering
- Rengøringshjælp
Den daglige madlevering: Vi fik valget mellem at få al maden leveret en gang ugentlig og få den leveret, varm, hver dag. En anden beboer her på adressen ville have foretrukket den første løsning, vel for at have mindre “rend” på matriklen. Men jeg nedlagde veto. For det første var prisen, for os, den samme. For det andet mener jeg ikke, at vores køleskab er stort nok til 14 færdigretter. For det tredje kan jeg virkelig se pointen i at få maden leveret, helt klar til at spise, på dage hvor jeg er for skvattet til at foretage mig noget som helst. Så sådan blev det. Hver eneste dag, mellem 11.45 og 12.00 får vi vores varme mad leveret.
Medicindosering: Hver anden uge kom en sygeplejerske fra hjemmesygeplejen forbi og talte piller op. Jeg skriver det i datid, for da det efterhånden stod klart, hvad jeg egentlig skulle have, og det er ikke mindst hjemmesygeplejens fortjeneste, at vi fik det opklaret, gik jeg over til at få dosisdispenseret medicin fra apoteket. Det er en mekanisk løsning, der efter visse startvanskeligheder nu fungerer udmærket. Det er nok også noget billigere for kommunen end at skulle have et menneske ud og dosere manuelt, og det kan ingen have noget imod.
Rengøringshjælpen er jo 45 minutter hver tredje uge. Der har vi de sidste mange gange haft den samme hjælper, og hende er vi vildt begejstrede for! Vi har fundet ud af, at hendes indsats batter mest, hvis hun bruger tiden på at ordne gulvene. Det er den del af husarbejdet, der er sværest for mig, og det er der, skidtet havner under alle omstændigheder. Selvfølgelig fungerer professionel rengøring bedst, hvis der er nogenlunde ryddeligt, inden hun tager fat, og det lægger en vis forpligtelse, der ikke er nogen skade til, på husets beboere.
Tilbage har vi altså madleveringen og rengøringshjælpen. Derudover har jeg bestilt hjælp til enkeltstående opgaver hen ad vejen.
Jeg har det bedre nu, selvom jeg aldrig bliver egentlig “rask”, men jeg må bestemt konkludere, at omsorg, selv af den offentlige slags, hjælper!
Skriv et svar