Da jeg skrev mit indlæg om privatøkonomi, nævnte jeg lige kort, at det med at købe tøj ikke bliver til ret meget. Siden 2015, hvor jeg sluttede på arbejdsmarkedet, har jeg kun købt sokker, undertøj og t-shirts. Jeg har derimod smidt en masse tøj ud, idet jeg havde dynger af kluns, der ikke passede. I forbindelse med min sygdom tabte jeg mig en masse, tog lidt på og tabte mig igen.
Jeg er ikke typen, der slider mit tøj op. Bevares, jeg kan komme til at ødelægge det i vask eller spilde noget, der ikke kan vaskes af, eller måske komme til at hænge fast i et rustent søm og dermed ødelægge klunset, men almindeligt slid forekommer ikke i særlig høj grad. Så, i det omfang jeg ellers forbliver samme størrelse, kan mit tøj nærmest vare evigt. Det er en smule kedeligt, men da jeg ikke har fantasi til at købe en anden slags tøj end det, jeg allerede har, kan jeg sådan set ikke se formålet med at købe nyt.
Minimalisme er meget moderne, ja det har det faktisk været i nogle år. Hvis jeg var minimalist, skulle jeg skaffe mig af med endnu mere af garderoben, sådan at jeg stod tilbage med det, jeg havde brug for og kun det. Men der træder mit nærighedsgen til, for jeg skaffer mig ikke af med noget, der passer og ellers fungerer. Man ved jo aldrig, hvornår man kunne få brug for det tiende par jeans, vel?
Jeg har været noget af en strikker, og det er der også kommet en hel del tøj ud af. Uld kan jeg ikke bære på kroppen, så mine trøjer er alle sammen af bomuld. Hjemmestrikkede bomuldstrøjer er meget behagelige at gå med, men de har den ulempe, at de er meget længe om at tørre. Ja, vi bruger lufttørring her i huset. Vi har aldrig ejet en tørretumbler, og vi skal heller ikke have en, så længe jeg har noget at skulle have sagt. Det betyder, at jeg har en hel stak hjemmestrikkede bomuldstrøjer, der yderst sjældent bliver brugt, fordi de er for besværlige at tørre, når de har været vasket. Det virker ikke særligt motiverende på strikkeren. Jeg har da også mindst to UFOer (ufærdige objekter) liggende. Da de kun vil blive brugt yderst sjældent og i øvrigt ikke er nødvendige, har det slet ingen hast med at få dem gjort færdige.
Her har jeg forresten et lille sidespring at foretage: Nogle mennesker mener, at man skal være kreativ for at strikke. Det skal man ikke. Al strikning efter opskrift handler udelukkende om at være i stand til at følge detaljerede instruktioner. Selv strikker jeg næsten aldrig efter opskrift, så jeg er måske lidt kreativ med det, men kun lidt, for på en eller anden måde har jeg jo opskriften inde i hovedet. Det kreative kunne så bestå i farvevalg, mønster osv. men det er nu minimalt. Kreativitet er noget, der foregår mellem ørerne, ikke med hænderne nødvendigvis, selv om det sagtens kan komme mellem hænder som en del af processen.
Tilbage til det med minimalismen: Vores indkøbsvaner er nok på vej i den retning, men ikke vores liv som sådan. Det ville kræve en stor oprydning, og det kommer af mange grunde ikke til at ske foreløbig.
Man kan selvfølgelig sige, at jeg ikke gør noget for at holde gang i tekstilindustrien på den måde, men for det første er det langt fra danske arbejdspladser, det går ud over, og for det andet er tekstilindustrien en af de mest forurenende og vandforbrugende industrier, der findes. Det ville kun være godt at begrænse den noget.
Årgang 54 
Skriv et svar