-
Kundeserviceogorsk?
Eller når kundeservice er en by i Rusland.
I de dårlige, gamle dage var vi kunder hos Stofanet. Det blev vi uden selv at have ytret ønske om det. Vi havde HAS (Hjørring Antenneselskab), og de kunne åbenbart ikke se en profit i at være IP selv, så de solgte os til Stofa. Prisen blev lidt lavere, hvilket man jo ikke kunne være utilfreds med, men kvaliteten blev ikke bedre. Der var hyppige udfald og man kunne ikke regne med noget.
Da det blev muligt at bestille internet via elnettet, som i første omgang kaldte sig Bredbånd Nord, sprang vi på. Prisen var lavere og kvaliteten betydeligt højere. Yderst sjældent var der urent trav af nogen art. På et tidspunkt ville Bredbånd Nord hellere kaldes Eniiig, hvilket vi fandt aldeles fjollet, men altså, skidt. Så længe det med pris og kvalitet holdt, så lad dem dog.
Helt så flegmatisk forholdt vi os ikke, da det kom frem, at Eniiig havde solgt os til Stofa. Vi havde bange anelser, som i starten ikke blev indfriet, heldigvis. Det kunne også bare mangle andet. De overtog jo et foretagende, der fungerede tæt på perfekt! Det er nemlig desværre sådan, at Stofas kundeservice er en by i Rusland.
Fx blev det en gang i aftes umuligt at streame fra DR, TV2play og Britbox. Det var umuligt på alle apparater, samtidig med at det kunne lade sig gøre, når man brugte iPhone som IP i stedet for Stofa. Jeg sendte en mail til dem og fik som svar, at de ville vende tilbage til mig inden for 3 dage. Det er den slags, jeg mener, med at deres kundeservice er en by i Rusland. Jeg prøvede også at ringe til dem, men fik en automatbesked om, at de tidligst ville kunne tale med mig om 10-15 minutter. Det er ikke god service.
I mellemtiden lader problemet til at være blevet løst, hvilket også var på tide. Når man er bundet til hjemmet, er 20 timer uden frit valg på tv-fronten meget lang tid! Det er sikkert en eller anden drønnert, der har slukket på en eller anden kontakt og ikke noget vanskeligt. Det er bare for dårligt, at de var så længe om at få det ordnet!
-
Fejl fyrre i tredje
At det var rigtigt af mig at beslutte fremover at blogge uden besøg i maskinrummet er hermed til fulde bevist!
Jeg kan kun beklage det, men det viser sig, at visse kommentarer er røget i en spammappe, som jeg ikke har kunnet få øje på før i dag. Nu har jeg så fundet den og sluppet de relevante kommentarer “fri”. Forhåbentlig er problemet klaret nu, dels fordi disse kommentatorer nu er knæsat som velkomne gæster, dels fordi jeg ved, hvor jeg skal kigge for at se, om noget er røget i den forkerte skuffe.
Dernæst har jeg faktisk gjort et par forsøg på at få indlæg og kommentarer fra Aargang54.dk med herover. Først rettede jeg henvendelse til den såkaldte “support” her på WordPress.com. Jeg mener, jeg betaler trods alt 750 kr. p.a. for at være her, så lidt kunne de vel være behjælpelige med? Men nej, det kan de ikke. Først lader de, som om de ikke forstår hvad jeg taler om. Dernæst, da de bliver klar over, at den trods alt ikke går, henviser de til, at jeg skal have fat i en “developer” (mod betaling) for at lave den slags. At jeg før har flyttet min blog flere gange uden hjælp er de totalt døve for. Grunden til, at jeg ikke kan gøre det, er, at denne version af WordPress er dummet ned. Velsagtens for at dummernikker som jeg ikke skal kunne ødelægge noget, og for at de kan tage ekstra penge for at “hjælpe” folk. Det kommer ikke til at ske. Det er slemt nok med de 750 kr. p.a. Jeg er af den generation, der mener, at internettet skal være gennemskueligt og gratis. Det er det så desværre langt fra.
Jeg gjorde et andet forsøg, hvor jeg retablerede den gamle blog på eget domæne med henblik på at overføre indholdet med det “værktøj”, som denne “dumme” version af WordPress indeholder, men det mislykkedes også. Det var så den tredje fejl 40. Nu har jeg opgivet enhver tanke om at overføre alt det gamle. Der ligger nu også noget godt i det, som jeg egentlig havde affundet mig med: Der er ingen grund til at slæbe rundt på fortiden i alle detaljer. Det var jo trods alt ikke lutter lagkage, der var tale om. Eller “lut og lagkage”, som jeg så det bogstaveret for nylig. Måske er dette “rønnebærrene er sure”, men det får så være.
I forbindelse med dette har jeg i det mindste fået ryddet op. Jeg har to danske domæner tilbage. Det ene er Fjern-uv, og det andet er Stewart.dk, som vi bruger til vores e-mail adresser. Så har jeg domænet, som denne blog ligger på, og som andre varetager det tekniske på. I den grad. Det er da mere overskueligt. Og trods alt en del billigere, hvilket man ikke skal kimse ad. Enhver krone, der ikke bruges på noget forældet og overflødigt, kan bruges på noget nyttigt eller sjovt. Det er ikke så dårligt.
-
Løn som forskyldt?
Overskriften hentyder sædvanligvis til, at man har gjort noget forkert, som man derefter får en passende straf for. Men det kunne da også godt handle om, at man har udført et stykke arbejde, der giver et afkast i klingende mønt, og det er nærmest det, der er tilfældet her.
I mange år har jeg jo haft diverse undervisningshjemmesider. Jeg har slettet dem alle nu, med én eneste undtagelse: Fjern-uv. Jeg skulle have links-siden fjernet, siden den nu ikke linker til noget som helst. De sider, jeg har fjernet, var alle drevet af shock-wave flash, der jo ikke virker mere. Jeg har fået frustrerede e-mails fra lærere og kursister, der ikke kunne få skidtet til at virke, og det kan vi jo ikke have. I længden, altså. I virkeligheden har “vi” haft det temmelig længe … Mens jeg var derinde, redigerede jeg lige et større antal sider i selve Fjern-uv, nemlig alle sider, der indeholdt noget shockwave flash eller havde links til sådan noget. Det betyder, at Fjern-uv ikke længere “tilbyder” nogen former for lytteøvelser (de har været savnet, siden shockwave holdt op med at virke) eller ting, der hoppede og dansede. Dem er der til gengæld ingen, der har savnet, og de blev oprindelig kun indsat for at underholde webmaster (mig, sagde hunden), der var ved at dø af kedsomhed under kodearbejdet med de flere hundrede grammatiske øvelser. Nu er jeg så færdig, men det kan da godt være, at jeg har glemt et eller andet link. Sådan vil det være, når der er tale om en manuel proces.
Da jeg så mente at være færdig, ville jeg gerne have en frisk sikkerhedskopi af alle filer. Det ville File-Zilla så slet ikke være med til, så jeg har oprettet en support-ticket hos Simply, det tidligere UnoEuro. Det løser de forhåbentlig for mig. Selv om jeg er lidt ligeglad med de dele nu om stunder, er det dog mange timers arbejde, både før og nu, der kunne være spildt.
Det med alle timerne fører så videre til det med lønnen. Den har jeg fået, for mange år siden, vil nogen indvende, men netop i morges var der besked fra Copydan om, at jeg har tjent lidt royalties på Fjern-uv. Jeg synes, det er meget passende, at den mail kom få timer efter, at jeg har brugt 2-3 timer på at redigere sitet. Jeg er jo trods alt pensionist og for længst holdt op med at arbejde. Så når jeg faktisk arbejder, siger jeg da ikke nej tak til lidt løn!
-
Minimalist? Not so much …
Da jeg skrev mit indlæg om privatøkonomi, nævnte jeg lige kort, at det med at købe tøj ikke bliver til ret meget. Siden 2015, hvor jeg sluttede på arbejdsmarkedet, har jeg kun købt sokker, undertøj og t-shirts. Jeg har derimod smidt en masse tøj ud, idet jeg havde dynger af kluns, der ikke passede. I forbindelse med min sygdom tabte jeg mig en masse, tog lidt på og tabte mig igen.
Jeg er ikke typen, der slider mit tøj op. Bevares, jeg kan komme til at ødelægge det i vask eller spilde noget, der ikke kan vaskes af, eller måske komme til at hænge fast i et rustent søm og dermed ødelægge klunset, men almindeligt slid forekommer ikke i særlig høj grad. Så, i det omfang jeg ellers forbliver samme størrelse, kan mit tøj nærmest vare evigt. Det er en smule kedeligt, men da jeg ikke har fantasi til at købe en anden slags tøj end det, jeg allerede har, kan jeg sådan set ikke se formålet med at købe nyt.
Minimalisme er meget moderne, ja det har det faktisk været i nogle år. Hvis jeg var minimalist, skulle jeg skaffe mig af med endnu mere af garderoben, sådan at jeg stod tilbage med det, jeg havde brug for og kun det. Men der træder mit nærighedsgen til, for jeg skaffer mig ikke af med noget, der passer og ellers fungerer. Man ved jo aldrig, hvornår man kunne få brug for det tiende par jeans, vel?
Jeg har været noget af en strikker, og det er der også kommet en hel del tøj ud af. Uld kan jeg ikke bære på kroppen, så mine trøjer er alle sammen af bomuld. Hjemmestrikkede bomuldstrøjer er meget behagelige at gå med, men de har den ulempe, at de er meget længe om at tørre. Ja, vi bruger lufttørring her i huset. Vi har aldrig ejet en tørretumbler, og vi skal heller ikke have en, så længe jeg har noget at skulle have sagt. Det betyder, at jeg har en hel stak hjemmestrikkede bomuldstrøjer, der yderst sjældent bliver brugt, fordi de er for besværlige at tørre, når de har været vasket. Det virker ikke særligt motiverende på strikkeren. Jeg har da også mindst to UFOer (ufærdige objekter) liggende. Da de kun vil blive brugt yderst sjældent og i øvrigt ikke er nødvendige, har det slet ingen hast med at få dem gjort færdige.
Her har jeg forresten et lille sidespring at foretage: Nogle mennesker mener, at man skal være kreativ for at strikke. Det skal man ikke. Al strikning efter opskrift handler udelukkende om at være i stand til at følge detaljerede instruktioner. Selv strikker jeg næsten aldrig efter opskrift, så jeg er måske lidt kreativ med det, men kun lidt, for på en eller anden måde har jeg jo opskriften inde i hovedet. Det kreative kunne så bestå i farvevalg, mønster osv. men det er nu minimalt. Kreativitet er noget, der foregår mellem ørerne, ikke med hænderne nødvendigvis, selv om det sagtens kan komme mellem hænder som en del af processen.
Tilbage til det med minimalismen: Vores indkøbsvaner er nok på vej i den retning, men ikke vores liv som sådan. Det ville kræve en stor oprydning, og det kommer af mange grunde ikke til at ske foreløbig.
Man kan selvfølgelig sige, at jeg ikke gør noget for at holde gang i tekstilindustrien på den måde, men for det første er det langt fra danske arbejdspladser, det går ud over, og for det andet er tekstilindustrien en af de mest forurenende og vandforbrugende industrier, der findes. Det ville kun være godt at begrænse den noget.
-
Ikke en katteblog
Årgang54.dk var ikke nogen katteblog, men der var adskillige indlæg om katte alligevel. Aargang54.com skal heller ikke være nogen katteblog, men katte er så vigtige for mig, at man nok må forvente i det mindste nogle indlæg om katte.
I august mistede jeg min kat, Stoffer. Han var 16 år, og det var ikke nogen decideret overraskelse. Han så mere og mere mølædt ud, og jeg kunne ikke få lov til at hjælpe ham med pelsen. Vore andre katte har elsket at blive børstet og at få pelsen ordnet med en Furminator, men Stoffer var, modsat dem, ikke overvægtig, og jeg tror, man kom for tæt på hans skelet, især med Furminatoren. Han ville i hvert fald ikke have, at jeg forsøgte mig med den. Nå, men han virkede ikke decideret syg, og jeg tænkte, at han da skulle have lov til at se mølædt ud. Vi andre er jo heller ikke for kønne efterhånden. Nogle dage før sin død fangede han en mus og kom ind og spiste den. Derfor var jeg noget forbavset, da han “pludselig” ikke rigtig kunne komme op og gå. Han slæbte sig ud i haven, og jeg gik ud og hentede ham ind igen. Derefter rejste han sig ikke igen. Vi endte med at få ham aflivet, for vi kunne se, at der ikke var nogen vej tilbage fra det her, og vi ville netop ikke have, at han igen slæbte sig væk for at lægge sig til at dø alene.
Men det var en sorg at miste Stoffer. Og så havde vi kun en eneste, sølle kat tilbage. Vi var ellers oppe på fem stk. her på matriklen en overgang. Det var lidt rigeligt, men du godeste, der var liv i kludene den gang. Det er meget muligt, at det er OK at holde en enekat, for katte er ikke 100% flokdyr, men Punktum har aldrig været vant til at være alene. Vi bestemte i første ombæring, at vi ikke ville have flere katte. Flere ting pegede i den retning: Først den omsiggribende svækkelse blandt de tobenede. Katte skal passes, og det skal vi jo efterhånden også. Desuden er det specificeret i betingelserne for at modtage hjemmehjælp, at hjemmehjælperne ikke skal gøre rent efter kæledyr. Det er rimeligt nok, synes jeg. Det er jo ikke svært at forestille sig, hvilke scenarier, hjemmehjælpere ellers kunne komme ud til.
Men, men, men … der gik ikke lang tid, før vi syntes, at det blev for fattigt med kun én kat. Punktum var ikke vant til at være alene, og han begyndte at være væk hjemmefra i længere og længere tid. Jeg tror, han var ved at finde sig et nyt hjem, hvor der dels var mere spændende ting på menuen, og hvor det dels var mere underholdende at opholde sig. Så det varede ikke så længe, før vi brød sammen og hentede en ny kat på kattehjemmet Bæklund.
Vi kom hjem med den rødstribede, med hvid underside, Sejr. Han er 9 måneder nu og ved at være en stor kat. Kort tid efter gjorde vi en ende på Punktums dage som udekat. Vi var ikke trygge ved, at han blev så længe væk hjemmefra, selvom han sikkert bare havde fundet sig en anden seng at sove i. Med den kattelov, vi har nu, er det ikke sikkert at have en kat, der forlader matriklen, idet andre har lov til at tage katten, nærmest uden videre. Desuden synes jeg, han var begyndt at virke stresset. Jeg vurderede, at det skyldtes, at han skulle forsvare sit udendørs revir mod alle de halvvilde katte, der er her i området, snarere end det, at han havde fået en ny kat herhjemme, for han virkede/virker til at være meget glad for Sejr.
Punktums karriere som indekat startede med to relativt hårde dage. Han har givet haft svært ved at fatte, at kattelemmen lige pludselig holdt op med at virke. Han kunne finde på at hoppe op i et vindue og sidde og slå på glasset i lang tid. Jeg må indrømme, at hvis han var blevet ved med det, havde jeg nok givet mig, for der skal gode nerver til … Men som sagt, efter to dage var det overstået, og det er, som om han havde været indekat hele sit liv.
Indekatteholdet er gået noget hårdt ud over tapetet, men det er ikke Punktum, der har været på spil. Det er Sejr, der har brugt savsmuldstapetet som kradsebræt. Den slags må man regne med, når man har en kattekilling. Der er også noget mere arbejde med at have indekat, bl.a. skal der jo muges ud og skiftes kattegrus noget tiere, end det er nødvendigt, når dyrene kan gå ud. Hvis vi skulle gå hen og blive rige, er det mit ønske at omdanne en del af haven til kattegård, men jeg har ikke nerver til at lade mine katte strejfe frit omkring mere. Der er simpelthen for mange ting, der kan gå galt. Katte er ikke trafiksikre, lige meget hvad folk siger. Der er sygdomme og lopper derude, samt både folk, der ikke kan lide katte samt folk, der synes lidt for godt om andres katte. Så sådan bliver det.
-
Ved at gå i barndom?
Tjah, måske. Måske er det ikke helt så slemt, men det handler om tidlige minder. Jeg har en søvnløs nat af og til, og så falder jeg gerne i noget af det, som DR kan vise mig “on demand”. Således også i nat. Det var Paul Hammerichs fremragende serie “Gamle Danmark”, der måtte holde for.
Der var noget om den russiske satellit “Sputnik”. Den husker jeg fra min allertidligste barndom. Jeg har været godt tre år gammel. Jeg husker tydeligt, hvordan min far tog mig med udenfor huset, løftede mig op og pegede på himlen for at vise mig Sputnik. Jeg tror, jeg sagde, at jeg kunne se den, selv om jeg ikke husker at have set noget. Man ville jo gerne gøre far glad. I den samme periode havde far det med at spørge mig, når der var familie eller naboer tilstede: Hvad hedder den russiske udenrigsminister? Hvad hedder den amerikanske præsident? Jeg kunne så som en anden lille dresseret abe svare hhv. “Gromyko” og “Eisenhower” til stor moro for de tilstedeværende. Nej, vi samledes ikke omkring radioen og hørte “Pressens radioavis” for ingenting. Jeg tror dog ikke, min forståelse af udenrigspolitik nåede noget særlig højt niveau på den tid (heller).
Fra den samme periode husker jeg tydeligt min ældste brors fødsel. Jeg modtog ham med ordene “Fy for hulen”, og det blev ikke bedre i mange år fremover. Jeg var voldsomt jaloux på ham den lille Sputnik, der nu kom og overtog al opmærksomheden. Vi fik ikke noget harmonisk forhold som børn. Jeg var udpræget gemen mod ham ved enhver given lejlighed. På et tidspunkt, mens han stadig var baby, stoppede jeg en ært ind i munden på ham. Til dato ved jeg faktisk ikke, om det bør takseres som et mordforsøg eller et forsøg på at fodre ham. Jeg kan kun håbe, at det i løbet af de sidste 65 år er lykkedes ham at tilgive mig.
Har du nogle tidlige minder, du kunne tænke dig at dele med alverden? I så fald står kommentarfeltet åbent, og du er velkommen. Hvis du ikke har kommenteret her før, vil din kommentar ryge i kø til godkendelse, det er af spamhensyn, men jeg er normalt ret hurtig til at få godkendelsen ordnet.
-
Lettelse eller dyd ud af nødvendighed?
Før jeg gik på efterløn og efterfølgende pension, bekymrede det med økonomien mig meget. Jeg var ikke i stand til at regne ud, præcis hvor meget, vi ville have til rådighed, men jeg var dog ganske klar over, at det ville være mindre end den løn, jeg kunne oppebære.
Det viste sig ret hurtigt, at vores forbrug tilpassede sig den nye situation meget hurtigt og uden “smerter”. Jeg siger bestemt ikke, at det vil være det samme for alle andre, folk er forskellige, og det skal de have lov til at være. Men det gik hurtigt op for mig, at jeg havde haft et forbrug, der ikke var så meget betinget af reelle behov som af en trang til at få en belønning, temmelig tit, fordi jeg gik på arbejde.
Fx mente jeg bestemt, at jeg måtte have nyt tøj to gange om året, plus det løse. Måske er det et hensyn, man viser sine kolleger, at man ikke bliver ved med at vise sig i de samme, gamle, trætte betræk? Jeg ved det ikke, og i mit tilfælde er det latterligt, eftersom jeg bare købte mere af den samme slags kluns, som jeg havde i forvejen. Med mindre man har studeret min påklædning meget nøje, vil man næppe være i stand til at se, om jeg har fået nyt tøj eller ej. Så her, i de “nye tider” køber jeg ikke et par nye bukser, når jeg i forvejen har mindst 10 par, der stadig fungerer, og så fremdeles.
Ligeledes havde jeg en tendens til altid at falde for supermarkedernes spotvarer, når jeg var ude og købe ind. Ofte kunne jeg komme hjem med almindelige købmandsvarer og spotvarer for mere, end den almindelige kolonial havde kostet. Vores økonomi har på intet tidspunkt sejlet, så derfor har jeg ikke tidligere følt nogen trang til at rette op på det. Men spotvarerne har haft en tendens til ikke kun at være billige, men også uendeligt ligegyldige ting, der bare endte med at stå i vejen eller blive smidt ud efter kort tid. Nu om stunder foretager vi de fleste af vores indkøb online, og der er ikke den samme fristelse til at købe unødvendige ting. Når jeg en sjælden gang tager min rollator og går i Netto, kigger jeg med undren på deres udvalg af andre ting og tænker på dengang, jeg følte mig fristet af den slags. Men jeg tror igen, at det er forestillingen om at have fortjent en – aldrig så latterlig – belønning der har rumsteret.
Noget andre typisk bruger mange penge på, og som det kunne blive svært for os som pensionister at få råd til, er rejser. Jeg har aldrig været særlig god til at rejse, men har dog rejst en del før i tiden. Men jeg kan helt ærligt sige, at nu om stunder gad jeg simpelthen ikke. Jeg er udmærket klar over, at andre har det lige modsat, og det skal de da så inderligt have lov til. Hver sin glæde for sine surt sammenarvede midler, som vi sagde i min ungdom.
Nu om dage kan jeg så finde på at bruge penge på at få lavet de ting, andre mennesker kan lave selv. Og det er jeg glad for. Fx fik vi i løbet af efteråret vores forhave trimmet og baghaven ryddet, mange buske og træer fjernet, resten klippet ned, hækkene klippet og en helt ny plæne anlagt. Det var noget af en udskrivning, men det er en glæde at se hver dag. Når nu bemeldte plæne for alvor begynder at vokse, må vi se at få nogen hyret til at holde den nede. Men det går nok også.
Vi er stadig i en situation, hvor vi oplever, at vi har valg, rent økonomisk. Det er der nogle pensionister nu om dage, der faktisk ikke har. Jeg håber, at varmehjælp, ældrecheck og den slags kan hjælpe lidt for dem, men er samtidig faktisk glad over, at vi ikke falder i den kategori. Det, der gør forskellen for os, er nok den beskedne opsparing, vi har kunnet lave gennem hele arbejdslivet. Det er godt at kunne supplere pensionen med lidt frie midler, hvadenten man nu vælger at bruge dem på det ene eller det andet. Og vi er altså langt fra at være rige. Tag endelig ikke fejl af det!
-
Hier geht es zu wie in einem Taubenschlag!
Det siger et forældet tysk ordsprog. “Her går det til som i et dueslag!” – Eller “Der er en kommen og gåen tidligt og sent”.
Sådan føltes det den første tid efter at jeg var kommet hjem fra sygehuset. Når man ikke har været vant til, at der kom nogen til huset overhovedet, føles det temmelig overvældende. For mig, men nok især for manden, der jo ikke havde bestilt nogen hjælp.
Selv om alle hjælpere uden undtagelse har været søde, rare og virkelig hjælpsomme, kunne det ikke undgåes, at det føltes som noget af en invasion i starten.
Først en liste over de “midlertidige” hjælpere:
- Visitator
- Fysioterapeut
- Badehjælper
Visitator havde jeg jo allerede truffet en gang ved en digital session på hospitalet. Hun kom på besøg her, efter at vi havde fået en hovedrengøring. Hendes første tilbud var, at vi kunne få 45 minutters rengøringshjælp hver tredje uge. Det lyder måske ikke af så meget, men hvis man bruger det rigtigt, hvilket vi efterhånden har fundet ud af, betyder det en gevaldig forskel i forhold til ikke at få hjælp med det overhovedet. Hun fik også snakket lidt hårdt til mig om det med maden fra Centralkøkkenet. Jeg havde nemlig ikke fået det bestilt med det samme. Det var rigtigt set af hende. Uden mad og drikke, duer helten slet, slet ikke. Hun gjorde mig endvidere opmærksom på, at jeg kunne få hjælp til at dosere min medicin. Det tog jeg mod med kyshånd, idet jeg får et hav af piller, og idet det efterhånden var blevet meget uoverskueligt for mig, ikke mindst fordi det i begyndelsen ikke var muligt at få en opdateret liste over, hvad jeg egentlig skulle have. Hun bekræftede også, at jeg i 12 uger ville have hjælp til personlig hygiejne, hvorefter sagen skulle evalueres. Jeg kommer jo fra undervisningssystemet, så jeg burde være vant til, at alt skal evalueres herfra og ind i evigheden, men det var noget af en pudsig oplevelse at opsætte mål og delmål for min renholdelse … Jeg blev faktisk tilbudt at få besøg af badehjælperen to gange ugentlig, men det sagde jeg nej tak til, p.gr. af det med dueslaget. Manden sad og overværede visitationen, og på et tidspunkt spurgte visitator ham, om han ikke havde brug for hjælp. Det svarede han nej til. Det var sikkert en indbygget reaktion, som han kommer til at arbejde med i fremtiden. Men i mit eget tilfælde skulle det jo akut se slemt ud, før jeg var parat til at bede om og modtage hjælp, og sådan er det nok også for andre.
Fysioterapeuten kom dels for at hjælpe mig med at træne min forstuvede ankel, dels for at evaluere på mit balanceproblem, herunder min gangart. Det resulterede i, at jeg fik bevilliget en rollator. Jeg er glad for den, selv om det ikke lige var det køretøj, man havde drømt om at have i en alder af 68 år. Men den betød fx, at jeg selv kunne gå over og stemme, da vi skulle stemme om Danmarks forbehold i EU. Jeg kan også selv gå op til boblen og aflevere vores tomme sildeglas og andre glasbeholdere, som vi jo ikke må putte i skraldeposen. Jeg kan selv “smutte” i Netto, som ligger lige overfor enden af vores (godt nok lange) vej, hvis vi står og mangler et eller andet. Jeg kan selvfølgelig også storke rundt om blokken, hvis jeg skulle føle trang til at få noget motion … Det er min dårlige samvittighed, der rører på sig nu, men alt i alt giver rollatoren mig så meget tillid til, at jeg ikke falder på r*ven ude i det offentlige rum, at jeg kan sætte mig og få et hvil undervejs, hvis det skulle vise sig nødvendigt, ja, paradoksalt nok giver den uskønne indretning mig en vis frihed.
Badehjælperen, ja, det blev faktisk til mange badehjælpere igennem nogle måneder, var alle nogle søde, friske unge mennesker, hvis job jeg på ingen måde misunder. Der skal en virkelig god indstilling til for at have det job og beholde sit gode humør, men det havde de, og det gjorde de tilsyneladende. Efter de 12 uger, var der evaluering, her på adressen, med “hoved”-badehjælperen og en anden ung dame. Jeg tror, det var en fra kommunen. Jeg blev bevilget fortsat badehjælp, og jeg kunne have beholdt den, sandsynligvis til tid og evighed, men jeg fik det bedre efterhånden og fik tilstrækkelig tillid til, at jeg ville kunne klare det nummer selv, uden hjælp udefra.
En liste over de faste hjælpere:
- Den daglige madlevering
- Medicindosering
- Rengøringshjælp
Den daglige madlevering: Vi fik valget mellem at få al maden leveret en gang ugentlig og få den leveret, varm, hver dag. En anden beboer her på adressen ville have foretrukket den første løsning, vel for at have mindre “rend” på matriklen. Men jeg nedlagde veto. For det første var prisen, for os, den samme. For det andet mener jeg ikke, at vores køleskab er stort nok til 14 færdigretter. For det tredje kan jeg virkelig se pointen i at få maden leveret, helt klar til at spise, på dage hvor jeg er for skvattet til at foretage mig noget som helst. Så sådan blev det. Hver eneste dag, mellem 11.45 og 12.00 får vi vores varme mad leveret.
Medicindosering: Hver anden uge kom en sygeplejerske fra hjemmesygeplejen forbi og talte piller op. Jeg skriver det i datid, for da det efterhånden stod klart, hvad jeg egentlig skulle have, og det er ikke mindst hjemmesygeplejens fortjeneste, at vi fik det opklaret, gik jeg over til at få dosisdispenseret medicin fra apoteket. Det er en mekanisk løsning, der efter visse startvanskeligheder nu fungerer udmærket. Det er nok også noget billigere for kommunen end at skulle have et menneske ud og dosere manuelt, og det kan ingen have noget imod.
Rengøringshjælpen er jo 45 minutter hver tredje uge. Der har vi de sidste mange gange haft den samme hjælper, og hende er vi vildt begejstrede for! Vi har fundet ud af, at hendes indsats batter mest, hvis hun bruger tiden på at ordne gulvene. Det er den del af husarbejdet, der er sværest for mig, og det er der, skidtet havner under alle omstændigheder. Selvfølgelig fungerer professionel rengøring bedst, hvis der er nogenlunde ryddeligt, inden hun tager fat, og det lægger en vis forpligtelse, der ikke er nogen skade til, på husets beboere.
Tilbage har vi altså madleveringen og rengøringshjælpen. Derudover har jeg bestilt hjælp til enkeltstående opgaver hen ad vejen.
Jeg har det bedre nu, selvom jeg aldrig bliver egentlig “rask”, men jeg må bestemt konkludere, at omsorg, selv af den offentlige slags, hjælper!
-
Atomkraft, nej tak?
Ja, med spørgsmålstegn. Jeg følger Anders Lund Madsen til Tjernobyl, Pripyat, Barsebäck osv. Han er åbenbart også ved at sætte spørgsmålstegn ved det.
Sidst i april 1986 havde jeg lige fundet en lejlighed, som jeg gik og malede. På et tidspunkt manglede jeg noget til føden og gik ned i byen for at komme på døgnkiosk. Det var før, man kunne gå i supermarked både nat og dag, søgn og hellig. Der så jeg det så, på kioskens plakat for en eller anden avis: Tjernobyl-værkets reaktor var nedsmeltet. Jeg husker, at da jeg kom hjem, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle åbne vinduerne. Var det bedst at døje med malingsdunsterne, eller skulle man hellere risikere noget radioaktivt nedfald? Det endte med, at jeg åbnede vinduerne. Den maling lugtede for fælt.
Nu om stunder har vi jo hele klimakrisen at tage stilling til, hvis det da ikke allerede er for sent. Det hele er gjort endnu mere akut og problematisk af Putin og hans galskab. Skal man blive ved med at købe gas af russerne på deres betingelser, og vil man overhovedet få lov til det? Begge dele er vel tvivlsomt.
Da jeg var ung, var der ikke så meget at rafle om. “Hvad skal væk? Barsebäck!” – Det mente alle “fornuftige” mennesker. Jeg tror ikke, jeg kendte et eneste menneske, der gik ind for A-kraft.
Nu er jeg faktisk ved at være i tvivl. Den svenske kvinde, som Anders Lund Madsen interviewede i den første udsendelse sagde noget i retning af, at dem, der er bange, er dem der ikke forstår det. Jeg melder mig gladeligt i koret af folk, der ikke forstår det.
Jeg er helt klar over, at man har langt større styr på sikkerheden nu om dage, og at A-kraft er en meget billig og ren form for energi, når der ikke er noget, der går galt. På den anden side, har der netop været stor ballade om et lille, bitte stykke uran, der var blevet væk for nogle mennesker nede i Australien … Og det er heller ikke så længe siden, der var en A-kraft ulykke i Japan.
Overbeviste A-kraftmodstandere mener, at vi bør satse på vind-, sol- og vandkraft. Det er også fint at gøre det. Nogen af os er så nødt til at finde sig i en vindmøllepark i nærheden. Det siges, at de larmer, skygger på en ubehagelig måde og slår pipfugle ihjel. Det måtte vi nok se at leve med, men problemet er, at sol, vind og vand ikke er konstante i deres energiproduktion, og at det stadig er vanskeligt at gemme overskudsproduktion, når vi har det. Og at det, summa summarum, ikke er tilstrækkeligt med energi til det forbrug, vi mener os nødsaget til at have.
Jeg er i tvivl, hvor jeg før som sagt har været indædt modstander. Hvad med dig?
Home
Om mig
Jeg er en ældre (pt. 68-årig) dame, der tidligere drev bloggen på aargang54.dk.
Hvis du ønsker at kommentere eller læse andres kommentarer, kan du klikke på det enkelte indlægs titel, og kommentarfeltet kommer frem
Årgang 54 