-
Om at hjælpe
Min session med den kommunale visitator var altså noget nyt for mig. Jeg havde ikke før på den måde bedt nogen om hjælp. Det kunne og burde jeg have gjort lang tid før, for jeg havde givet brug for hjælp, og havde jeg fået hjælp på et tidligere tidspunkt, ville det sikkert have hjulpet mere. Det er noget med at stoppe hullerne i sokkerne før, der er mere “hul” end der er “sok”. Jeg havde bare nogle barrierer både i og udenfor mig selv, og det har jeg i og for sig stadigvæk, men jeg har lært at bekæmpe disse.
Man skal aldrig forpasse en lejlighed til at blive langhåret og filosofisk, så derfor synes jeg passende, at jeg kan komme med et Kierkegaard-citat her:
”At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.“
Det burde sådan set stå først i alle lærebøger om social- og sundhedshjælp på alle niveauer. Det gør det muligvis også, skal ikke kunne sige det. Her skal der nok være de, der mener, at man bare skal tage mod den hjælp man får og sige tak til. Eller, som det hedder på engelsk: “Beggars can’t be choosers” – “tiggere kan ikke vælge selv”. Men nu opfatter jeg ikke mig selv som en tigger, men derimod som en person, der har betalt min skat i et velfærdssamfund i mange, mange år, og derfor synes jeg, at jeg har ret til at vælge selv, i hvert fald til en vis grad, når jeg ellers kan finde ud af, hvad det er jeg vil. Det er jo ligesom den første forudsætning. Det med retten til at vælge selv skal selvfølgelig gælde, uanset om man er en skrap kælling, som jeg (stadig) kan være, eller man er blevet en næsten non-verbal Else, der ligger på plejehjem og skal have hjælp til alt, som vi kunne se i en af TV2s dokumentarer. Dette, at nogle menneskers naturlige ønsker lades hånt om, efterhånden som deres kognitive evner svinder, bekymrer mig, både på egne og andres vegne. Når man pludselig kan fornemme, at hjælperne synes, der må være noget galt med ens øverste etage, bare fordi man ikke er enig i deres forslag, er der ikke så langt til at føle, at nogle gerne vil tage sig ret på min bekostning, selv om det ikke kom dertil i denne omgang.
Jeg havde altså på min egen noget klodsede og uelegante facon fundet ud af, at den hjælp, jeg har brug for, skulle bestå af omsorg og pleje, ikke i første række af diagnoser og behandling. Så var sygehuset selvfølgelig ikke det rigtige sted at henvende sig, men jeg troede jo også, at udgangspunktet var et andet. Den slags ved man ikke altid selv, i hvert fald ikke hele vejen igennem.
Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at kommunen somme tider kan være ganske hurtig. Hjælpemiddelafdelingen havde allerede leveret en badestol og en høj rollator. Den sidste kunne jeg ikke ret godt bruge. Vi bor meget småt, og der er knap nok plads til at vende med en rollator på vores smalle gangarealer. Til gengæld har disse den fordel, at man kan støtte sig til væggene. Jeg endte nu med en rollator alligevel, men en almindelig, lav model, som jeg bruger udendørs. Min ankel er forlængst helet, heldigvis, men ved at medbringe en rollator har jeg både et medbragt sæde, hvis det skulle blive nødvendigt, noget at støtte mig til, hvis jeg er ved at falde på halen ved svimmelhed, samt en lille pose til medbragte ting og sager. Det er jo næsten et helt Kinderæg! Jeg havde noget af en barriere mod at bevæge mig ud i verden med rollatoren, men jeg har givet mig. Den er helt sikkert meget praktisk!
Da jeg skulle vælge hjemmehjælp, fik jeg valget mellem den kommunale og en privat, Blæksprutten. Jeg valgte den private, idet den dels har et meget godt rygte her på egnen, og dels idet man kan bestille ekstra, selvbetalte ydelser hos dem. Jeg havde nok luret, at kommunen ikke ville kunne yde alt, jeg ville få brug for. Jeg har også den holdning, at så længe jeg kan betale, er det vigtigste, at vi får hjælpen, ikke hvem der betaler.
Noget af det første, jeg gjorde, efter at jeg var kommet hjem, var at bestille en selvbetalt hovedrengøring hos Blæksprutten, nu når jeg skulle til at have alle disse mennesker ind i huset. Dette havde jeg selvfølgelig kunnet gøre længe før, men der var det med de indre og ydre barrierer at tænke på.
Det kom ret hurtigt i stand, og det er en fornøjelse at se, hvordan professionelle folk tager fat på sådan en opgave. Selv om der lignede jeg ved ikke hvad her, så klarede de to damer opgaven på en dag, og det til en meget fair pris. Hjemmet kom jo ikke til at ligne noget fra “Bo Bedre”, men resultatet blev så meget bedre, end jeg havde turdet håbe på, så det ikke længere var så flovt at skulle have fremmede inden for døren.
-
Diagnoser eller pleje?
Ja, det er en mærkelig modsætning, kan man sige, men jeg har jo haft over et års tilløb til at få det skrevet, og det er der, det lander.
Da jeg lod mig indlægge, havde jeg ikke så mange tanker om hvorfor. Det har man nok ikke, når man ligger i sit eget skidt og tror, man er ved at krepere, men siden har jeg fået – forhåbentlig – lidt mere styr på det.
Når man lader sig indlægge, vil sygehuset naturligt nok stille op med sin værktøjskasse, som for størstedelen består i at diagnosticere en eller flere sygdomme og derefter behandle disse. Mine forskellig tests pegede jo ikke entydigt på noget, men der var nogle ting, man kunne se på min krop, som fik nogle af lægerne til at tænke, at jeg nok skulle have en kræftdiagnose. Nu forholder det sig sådan, at jeg for over 10 år siden besluttede, at jeg ikke skal have flere behandlinger mod kræft. Derfor har jeg ikke noget at bruge en kræftdiagnose til, og jeg ville derfor ikke medvirke. Det fik i første omgang som konsekvens, at man troede at jeg ikke var helt rigtig oveni. Jeg fik derfor tildelt nogle samtaler med en “psykiatrisk sygeplejerske”. Det var sikkert et udmærket initiativ, og hun var da også ganske god at snakke med, men hun formåede altså ikke at få mig til at skifte mening. Det gjorde hospitalspræsten, der “tilfældigt” dukkede op, heller ikke, men hun var også god at tale med. I mellemtiden var nogle testresultater kommet tilbage, der kunne tyde på, at min bugspytkirtel ikke virkede som den burde. Man havde ikke nogen forslag til, hvordan den evt. kunne fikses, men jeg blev tilbudt at blive flyttet over til en afdeling, hvor jeg kunne få en mere “sikker” diagnose. Den kunne jeg under omstændighederne heller ikke se, hvad jeg skulle bruge til.
Da det efterhånden blev vedtaget, at jeg faktisk ikke var ved at dø i denne omgang, skiftede mit fokus, naturligt nok ifølge mig, over til at interessere mig mere for, hvordan jeg kunne få det bedre. Der var det, at jeg mente, at jeg trængte til noget pleje. Fx havde jeg i månederne inden indlæggelsen lidt meget af kvalme og svimmelhed, og dette var gået ud over min personlige hygiejne. Jeg var faldet flere gange på mit upraktiske badeværelse, og var så bange for at falde igen, at jeg simpelthen trængte til at få et bad. Her er det, at jeg må påpege, at der gik 4 dage, hvor ingen på sygehuset havde tilbudt mig hjælp til at få et brusebad, men derimod nok et par billetter til pakkeforløb i form af diagnoser. Efter de 4 dage kom der en sygeplejerskepraktikant på afdelingen, og hun sørgede for, at jeg ikke skvattede om, mens jeg fik et brusebad. Det hjalp. Ikke mirakuløst og lige pludselig, men det gik i den rigtige retning.
Efter godt en uge blev mine infektionstal mere normale, og man kunne se en ende på de intravenøse antibiotika. Ergo kunne jeg ikke ligge der og flyde mere. Her var det så, at jeg blev foreslået at komme i “aflastning” på et plejehjem, hvor jeg ville kunne få den nødvendige pleje, mente man. Men da min død var blevet aflyst, mente jeg selv, at jeg hellere måtte komme hjem og leve videre. Jeg var dog med på, at jeg havde brug for hjælp her. Ved en øm Zoom og telefon-seance med kommunens visitator, fik vi gjort klart, at jeg burde bestille mad hos kommunens centralkøkken, sådan at jeg kunne sikre mig i det mindste et ordentligt måltid mad om dagen. Desuden blev jeg tilbudt ugentlig hjælp til personlig hygiejne, samt en visitation til hjemmehjælp i hjemmet, når jeg var kommet hjem igen.
Det kom jeg efter ialt 12 dage. Sygehuset havde i øvrigt sørget for, at jeg fik besøg af en fysioterapeut p.gr. af min forstuvede ankel med henblik på rehabiliterende øvelser og udstedelse af evt. hjælpemidler. Mere om det senere, men som man vil forstå, var der linet en del kommunal pleje op ved min hjemkomst. Vi er ikke vant til at der kommer nogen i huset her, så de mange besøgende i især de første måneder var noget af en tilvænning, ikke mindst for husets anden beboer. Men der var ikke rigtig nogen vej udenom. Nogle gange er man nødt til at komme dertil, hvor der ikke er nogen vej uden om for at komme videre.
Jeg kommer lige til at tænke på, at min overskrift til dette indlæg også kunne have været “Pakkeforløb eller brusebad?”. Det ville have været mindst lige så forvirrende.
-
Videre, men hvordan?
Det ville nok være klogt lige at opsummere, hvordan jeg egentlig kom hertil. Det startede med, at jeg blev fejret ovre hos Hanne Stegemüller
Det lavede jeg et indlæg om, og så kom den tanke til mig, at snarere end udelukkende at boltre mig i andre menneskers kommentarfelter, skulle jeg måske skrive et indlæg eller to på min egen blog. Men den var i mellemtiden blevet så træls, at kun de færreste kunne se, hvad jeg skrev. Jeg forsøgte, uden held og uden stor kraftanstrengelse at fikse det, og så blev jeg selv smækket ude. Jeg har indset, at jeg simpelthen ikke gider det tekniske mere, men jeg har et par ting eller tre, jeg måske godt kunne tænke mig at skrive om. Udelukkende at skrive på FaceBook er nok ikke lige mig, idet FaceBook er bedre egnet til kortere beskeder. Jeg må tilstå, at jeg selv ikke er meget for at læse længere indlæg der. Jeg har også lidt problemer med, at man ikke kan redigere, _før_ man publicerer. Det foretrækker jeg, selv om det måske ikke altid ser sådan ud.
Det, jeg gerne ville skrive om, var hvordan mit liv egentlig har ændret sig, efterhånden som jeg er nået op i denne aldersklasse og grad af svagelighed.
Så, for at repetere: For ca. 1 år siden bad jeg min læge om at blive indlagt på sygehuset, fordi jeg troede, jeg var ved at dø. Det lyder nok mere dramatisk, end det var. Jeg blev fragtet derud på båre og i sygebil, men dog uden udrykning.
I løbet af de første dage, hvor jeg lå i isolation p.gr. af Coronafaren og nervøsitet omkring nogle af mine symptomer, blev det via et batteri af blodprøver, scanninger mv. konstateret, at jeg ikke umiddelbart var ved at himle. Mine infektionstal var skyhøje, og jeg manglede alle tænkelige slags mineraler og vitaminer. Desuden manglede jeg væske. Det var ikke så mærkeligt, idet jeg i flere dage havde været ude af stand til at spise og kun kunne drikke en lille smule. Jeg kom på intravenøse antibiotika, diverse væsker samt masser af vitaminer og mineraler, som jeg havde store problemer med at sluge. Jeg havde også store problemer med at sluge maden, men gjorde dog mit bedste, hvilket ikke var godt nok.
Da man var blevet klar over, at jeg ikke var ved at krepere lige nu, skulle man jo finde på, hvad der nu skulle ske med mig. Hospitalet ville gerne sende mig i “aflastning”, aka et midlertidigt ophold på plejehjem. Det tænkte jeg over et stykke tid, før jeg sagde pænt nej tak. Jeg mente, at nu da det var vedtaget, at jeg skulle leve videre et stykke tid, så ville jeg hellere hjem og gøre det. Med min dårlige appetit, vitamin- og mineralmangel, forvredne venstre ankel – det var jeg så heldig at ordne min anden aften på hospitalet.
Hermed er referatet vist bragt “up to speed”, og jeg kan frit gå videre, når som helst energien måtte være til det!
-
Så gjorde jeg det alligevel …
Selv om jeg egentlig havde besluttet at lade den kære blog gå heden, så – ja, jeg skyder skylden på endnu en søvnløs nat og ikke tilstrækkeligt med dårlige tv-programmer til at falde i søvn til – ja, så købte jeg lige endnu et domæne. Jeg har tidligere haft et enkelt .com domæne, men det ligger lang tid tilbage. Når jeg nu har et igen, er det fordi jeg vil have WordPress til at drive domænet. Jeg gider ikke mere rode rundt med det tekniske, og jeg går ud fra, at WordPress er de rette til at drive foretagendet, idet det er dem der har “opfundet” softwaren, som jeg for lang tid siden egentlig var godt hjemme i. Det er jeg så, efter længere tids pause, ikke mere. Jeg har også mistet interessen for at rode rundt i maskinrummet, mens jeg måske nok har et par ting, jeg godt vil have skrevet om, inden jeg er færdig, og jeg tror ikke rigtig, at Gyldendal ville være friske på at publicere mig.
Jeg tror ikke, jeg vil bruge penge på at få lov til at importere min “gamle” database. Så udødeligt var det jo alligevel ikke, og jeg skriver fremdeles mest for min egen skyld! Måske risikerer jeg også at importere nogle af de mindre hensigtsmæssige “features”, så det. Dette var min velkomst, mere får man ikke for den 5-øre!
Bortset fra et billede af kattene. Jeg skal lige se, om det lader sig gøre at sætte billeder i mine indlæg. Ikke at det er specielt vigtigt, men det er jo rart at kunne.
Home
Om mig
Jeg er en ældre (pt. 68-årig) dame, der tidligere drev bloggen på aargang54.dk.
Hvis du ønsker at kommentere eller læse andres kommentarer, kan du klikke på det enkelte indlægs titel, og kommentarfeltet kommer frem