Årgang 54

Min session med den kommunale visitator var altså noget nyt for mig. Jeg havde ikke før på den måde bedt nogen om hjælp. Det kunne og burde jeg have gjort lang tid før, for jeg havde givet brug for hjælp, og havde jeg fået hjælp på et tidligere tidspunkt, ville det sikkert have hjulpet mere. Det er noget med at stoppe hullerne i sokkerne før, der er mere “hul” end der er “sok”. Jeg havde bare nogle barrierer både i og udenfor mig selv, og det har jeg i og for sig stadigvæk, men jeg har lært at bekæmpe disse.

Man skal aldrig forpasse en lejlighed til at blive langhåret og filosofisk, så derfor synes jeg passende, at jeg kan komme med et Kierkegaard-citat her:

”At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.“

Det burde sådan set stå først i alle lærebøger om social- og sundhedshjælp på alle niveauer. Det gør det muligvis også, skal ikke kunne sige det. Her skal der nok være de, der mener, at man bare skal tage mod den hjælp man får og sige tak til. Eller, som det hedder på engelsk: “Beggars can’t be choosers” – “tiggere kan ikke vælge selv”. Men nu opfatter jeg ikke mig selv som en tigger, men derimod som en person, der har betalt min skat i et velfærdssamfund i mange, mange år, og derfor synes jeg, at jeg har ret til at vælge selv, i hvert fald til en vis grad, når jeg ellers kan finde ud af, hvad det er jeg vil. Det er jo ligesom den første forudsætning. Det med retten til at vælge selv skal selvfølgelig gælde, uanset om man er en skrap kælling, som jeg (stadig) kan være, eller man er blevet en næsten non-verbal Else, der ligger på plejehjem og skal have hjælp til alt, som vi kunne se i en af TV2s dokumentarer. Dette, at nogle menneskers naturlige ønsker lades hånt om, efterhånden som deres kognitive evner svinder, bekymrer mig, både på egne og andres vegne. Når man pludselig kan fornemme, at hjælperne synes, der må være noget galt med ens øverste etage, bare fordi man ikke er enig i deres forslag, er der ikke så langt til at føle, at nogle gerne vil tage sig ret på min bekostning, selv om det ikke kom dertil i denne omgang.

Jeg havde altså på min egen noget klodsede og uelegante facon fundet ud af, at den hjælp, jeg har brug for, skulle bestå af omsorg og pleje, ikke i første række af diagnoser og behandling. Så var sygehuset selvfølgelig ikke det rigtige sted at henvende sig, men jeg troede jo også, at udgangspunktet var et andet. Den slags ved man ikke altid selv, i hvert fald ikke hele vejen igennem.

Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at kommunen somme tider kan være ganske hurtig. Hjælpemiddelafdelingen havde allerede leveret en badestol og en høj rollator. Den sidste kunne jeg ikke ret godt bruge. Vi bor meget småt, og der er knap nok plads til at vende med en rollator på vores smalle gangarealer. Til gengæld har disse den fordel, at man kan støtte sig til væggene. Jeg endte nu med en rollator alligevel, men en almindelig, lav model, som jeg bruger udendørs. Min ankel er forlængst helet, heldigvis, men ved at medbringe en rollator har jeg både et medbragt sæde, hvis det skulle blive nødvendigt, noget at støtte mig til, hvis jeg er ved at falde på halen ved svimmelhed, samt en lille pose til medbragte ting og sager. Det er jo næsten et helt Kinderæg! Jeg havde noget af en barriere mod at bevæge mig ud i verden med rollatoren, men jeg har givet mig. Den er helt sikkert meget praktisk!

Da jeg skulle vælge hjemmehjælp, fik jeg valget mellem den kommunale og en privat, Blæksprutten. Jeg valgte den private, idet den dels har et meget godt rygte her på egnen, og dels idet man kan bestille ekstra, selvbetalte ydelser hos dem. Jeg havde nok luret, at kommunen ikke ville kunne yde alt, jeg ville få brug for. Jeg har også den holdning, at så længe jeg kan betale, er det vigtigste, at vi får hjælpen, ikke hvem der betaler.

Noget af det første, jeg gjorde, efter at jeg var kommet hjem, var at bestille en selvbetalt hovedrengøring hos Blæksprutten, nu når jeg skulle til at have alle disse mennesker ind i huset. Dette havde jeg selvfølgelig kunnet gøre længe før, men der var det med de indre og ydre barrierer at tænke på.

Det kom ret hurtigt i stand, og det er en fornøjelse at se, hvordan professionelle folk tager fat på sådan en opgave. Selv om der lignede jeg ved ikke hvad her, så klarede de to damer opgaven på en dag, og det til en meget fair pris. Hjemmet kom jo ikke til at ligne noget fra “Bo Bedre”, men resultatet blev så meget bedre, end jeg havde turdet håbe på, så det ikke længere var så flovt at skulle have fremmede inden for døren.