Årgang 54

Før jeg gik på efterløn og efterfølgende pension, bekymrede det med økonomien mig meget. Jeg var ikke i stand til at regne ud, præcis hvor meget, vi ville have til rådighed, men jeg var dog ganske klar over, at det ville være mindre end den løn, jeg kunne oppebære.

Det viste sig ret hurtigt, at vores forbrug tilpassede sig den nye situation meget hurtigt og uden “smerter”. Jeg siger bestemt ikke, at det vil være det samme for alle andre, folk er forskellige, og det skal de have lov til at være. Men det gik hurtigt op for mig, at jeg havde haft et forbrug, der ikke var så meget betinget af reelle behov som af en trang til at få en belønning, temmelig tit, fordi jeg gik på arbejde.

Fx mente jeg bestemt, at jeg måtte have nyt tøj to gange om året, plus det løse. Måske er det et hensyn, man viser sine kolleger, at man ikke bliver ved med at vise sig i de samme, gamle, trætte betræk? Jeg ved det ikke, og i mit tilfælde er det latterligt, eftersom jeg bare købte mere af den samme slags kluns, som jeg havde i forvejen. Med mindre man har studeret min påklædning meget nøje, vil man næppe være i stand til at se, om jeg har fået nyt tøj eller ej. Så her, i de “nye tider” køber jeg ikke et par nye bukser, når jeg i forvejen har mindst 10 par, der stadig fungerer, og så fremdeles.

Ligeledes havde jeg en tendens til altid at falde for supermarkedernes spotvarer, når jeg var ude og købe ind. Ofte kunne jeg komme hjem med almindelige købmandsvarer og spotvarer for mere, end den almindelige kolonial havde kostet. Vores økonomi har på intet tidspunkt sejlet, så derfor har jeg ikke tidligere følt nogen trang til at rette op på det. Men spotvarerne har haft en tendens til ikke kun at være billige, men også uendeligt ligegyldige ting, der bare endte med at stå i vejen eller blive smidt ud efter kort tid. Nu om stunder foretager vi de fleste af vores indkøb online, og der er ikke den samme fristelse til at købe unødvendige ting. Når jeg en sjælden gang tager min rollator og går i Netto, kigger jeg med undren på deres udvalg af andre ting og tænker på dengang, jeg følte mig fristet af den slags. Men jeg tror igen, at det er forestillingen om at have fortjent en – aldrig så latterlig – belønning der har rumsteret.

Noget andre typisk bruger mange penge på, og som det kunne blive svært for os som pensionister at få råd til, er rejser. Jeg har aldrig været særlig god til at rejse, men har dog rejst en del før i tiden. Men jeg kan helt ærligt sige, at nu om stunder gad jeg simpelthen ikke. Jeg er udmærket klar over, at andre har det lige modsat, og det skal de da så inderligt have lov til. Hver sin glæde for sine surt sammenarvede midler, som vi sagde i min ungdom.

Nu om dage kan jeg så finde på at bruge penge på at få lavet de ting, andre mennesker kan lave selv. Og det er jeg glad for. Fx fik vi i løbet af efteråret vores forhave trimmet og baghaven ryddet, mange buske og træer fjernet, resten klippet ned, hækkene klippet og en helt ny plæne anlagt. Det var noget af en udskrivning, men det er en glæde at se hver dag. Når nu bemeldte plæne for alvor begynder at vokse, må vi se at få nogen hyret til at holde den nede. Men det går nok også.

Vi er stadig i en situation, hvor vi oplever, at vi har valg, rent økonomisk. Det er der nogle pensionister nu om dage, der faktisk ikke har. Jeg håber, at varmehjælp, ældrecheck og den slags kan hjælpe lidt for dem, men er samtidig faktisk glad over, at vi ikke falder i den kategori. Det, der gør forskellen for os, er nok den beskedne opsparing, vi har kunnet lave gennem hele arbejdslivet. Det er godt at kunne supplere pensionen med lidt frie midler, hvadenten man nu vælger at bruge dem på det ene eller det andet. Og vi er altså langt fra at være rige. Tag endelig ikke fejl af det!